Hedeture opleves som regel som følge af nedsat produktion af østrogen. Dette sker typisk ved klimakteriet, også kaldet overgangsalderen, men kan også forekomme som følge af operative indgreb. Som for eksempel efter brystcancer, hvor der kan være tale om fjernelse af ovarierne eller medicinsk behandling, for at reducere risikoen for tilbagefald.
I forbindelse med hedeture, kan der opstå mange forskellige symptomer: irritabilitet, søvnbesvær, angst, stress og depression. Der kan også være sociale konsekvenser, fordi man føler det ubehageligt at få hedeture i andres nærvær og derfor begynder at trække sig, eller på anden måde ændre adfærd.
Hedeture kan forekomme døgnet rundt og varer typisk mellem få sekunder og 15 minutter. Man kan sige, at selve hedeturen er hjernens forsøg på at sætte en nedkøling af kroppen i gang. Kropstemperaturen reguleres af hypotalamus, som igen er styret af vores hormoner. Ved hormonelle forandringer, kan der ske ændringer i hypotalamus´ evne til at regulere temperaturen. Normalt har hypotalamus en bred neutral tolerancezone overfor indtryk udefra. Det indebærer, at man kan opholde sig i varme temperaturer, drikke alkohol og stærke drikke, spise krydderier, osv., uden at den aktiveres. Men ved hormonelle forandringer bliver den neutrale tolerancezone smallere og hedeturene udløses oftere.
l——————————-l
SMAL neutral zone = FLERE hedeture
l—————————————————————–l
BRED neutral zone = FÆRRE hedeture
Gennem visualisering og hypnotisk afslapning er det muligt, at skabe bredde i den neutrale zone. Altså at bringe den tilbage til, hvordan den engang reagerede. Eller næsten. For ifølge Gary Elkins, ”Relief from Hot Flashes”, 2014, peger en amerikansk undersøgelse på, at kvinder som anvender metoden kan reducere hedeturene med 70 – 80% indenfor 6 uger.
Et resultat, som understøtter den erfaring jeg har fra mit eget kliniske arbejde. Forudsat at klienterne følger det givne program, med regelmæssig registrering og visualisering.